Overgang fra vuggestue til børnehave
Når vuggestuebørnene er mellem 2 år og 10 måneder og 3 år, skal de begynde i børnehave. Forud for dette holder vi en overflytningssamtale med jer og en pædagog fra vuggestuen og en fra børnehaven. Formålet er at skabe størst muligt faglig kontinuitet og overdragelse af viden i overgangen.
Cirka to uger inden børnehavestart besøger barnet børnehaven et par gange om ugen sammen med en voksen fra vuggestuen. Barnet får en kontaktvoksen i børnehaven, der også kommer forbi vuggestuen og inviterer barnet på besøg.
Så vidt det er muligt, forsøger vi at flytte barnet sammen med en vuggestueven.
Overgang fra børnehave til skole
Hvert år danner vi en-to storegrupper af de børn, der skal begynde i KKFO og skole det kommende år.
I storegruppen arbejder vi med at give børnene de bedste forudsætninger for at starte i skole og give dem et kendskab til den nye hverdag, der venter. Vi har fokus på brobygning, genkendelighed og tilknytning. Samtidig får børnene mulighed for at dyrke relationer og venskaber på tværs af børnehavegrupperne.
Storegruppen mødes et par gange om ugen med faste aktiviteter og forløb. Aktiviteterne er planlagt, så de understøtter børnenes mulighed for at undersøge og fordybe sig, være nysgerrige og initierende, være deltagende i forskellige fællesskaber og indgå i relationer til jævnaldrende.
Derudover bruger vi bevægelseslege som pædagogisk redskab til at styrke børns forudsætninger for at blive skoleparate. Her har vi blandt andet fokus på at styrke børnenes evne til at lytte, koncentrere sig og vente på tur.
Inden børnene stopper i børnehaven, holder vi en lille afslutning. Vi inviterer jer forældre, giver børnene nogle gode ord med på vejen, og børnene får en mappe fyldt med alle de ting, de har lavet igennem deres børnehavetid.
Vi har desuden et tæt samarbejde med Bavnehøj Skole og besøger både børnehaveklassen og KKFO forud for skolestart. KKFO'en kommer også på besøg hos os, så børn og voksne kan møde hinanden.