Som forældre er I vores primære samarbejdspartnere, og den gensidige nysgerrighed og respekt for hinanden er bærende for vores samarbejde.
Vi ønsker et tæt og ligeværdigt samarbejde om jeres barns trivsel, udvikling og læring, hvor vi møder hinanden med åbenhed, imødekommenhed, og hvor vi er lyttende overfor hinanden. Vi har fokus på den gode dialog, og der skal være rum til at kunne stille og modtage kritiske spørgsmål.
Derfor opfordrer vi også altid til at komme til os, hvis I har nogle spørgsmål, eller noget I undrer jer over. Hellere spørge en gang for meget, end en gang for lidt.
Aula
Aula er vores primære kommunikationskanal og en vigtig del af samarbejdet med jer.
Det er på Aula, at vi deler praktiske informationer og sender invitationer til arrangementer ud, og hvor I indmelder ferie og sygdom. Det er vigtigt, at I husker dette, så vi altid ved, hvor mange børn vi bliver - det gør det nemlig meget nemmere for os at planlægge nogle gode dage for de børn, som er i huset.
Det er også på Aula, at vi deler billeder og historier fra hverdagen i Enghave Remise, så I kan følge med i, hvad jeres børn laver. Derudover sender vi månedsplaner ud, så I kan se, hvilke fokusgrupper jeres børn skal være i og hvilke aktiviteter, de skal lave.
Vores pædagogiske leder Gorm sender nyhedsbreve ud ved lejlighed. Det kan for eksempel være i forbindelse med højtider eller fællesarrangementer, eller hvis der er opdateringer omkring personalet.
Forældresamtaler og forældremøder
I løbet af den tid jeres barn går i vuggestue og børnehave, har vi forskellige samtaler om jeres barns trivsel og udvikling. Omkring tre måneder efter opstartssamtalen, som vi har, når jeres barn starter, holder vi en opfølgende samtale om, hvordan den første tid er gået, og hvad vi eventuelt skal gøre anderledes.
Vi tilbyder årlige samtaler, og derudover har vi samtaler, når jeres barn skal skifte til børnehave og skole, hvor vi taler om, hvordan vi sammen kan få gjort jeres barn klar til overgangen og det nye kapitel.
Vi er altid tilgængelige for en snak, så hvis der er noget, I bekymrer jer om eller gerne vil have, vi taler om, så tag fat på os - så finder vi et tidspunkt.
Vi sprogvurderer børnene, når de er tre og fem år.
Vi har forældremøde en gang om året - mødet finder sted i efteråret.
Forældreråd
I Enghave Remise har vi et engageret forældreråd, der er blandt andet står for at arrangere vores årlige forældrelegedag.
I forældrerådet er I med til at diskutere og definere de værdier, som ligger til grund for den pædagogik, der præger de konkrete aktiviteter, som børnene og de voksne er sammen om i Enghave Remise. I har derfor mulighed for at præge institutionen på mange niveauer. I kommer tæt på dagligdagen i Enghave Remise og lærer medarbejderne og de andre forældre at kende.
Forældrerådet er sammensat af forældrerepræsentanter, medarbejderrepræsentanter og den pædagogiske leder, og valg til forældrerådet sker en gang årligt på et forældremøde for hele institutionen. Hvis I er interesserede i at deltage i forældrerådsarbejdet, kan I kontakte vores pædagogiske leder og høre mere.
Der er forældrerådsmøde fire gange om året.
Forældrebestyrelse
I Københavns Kommune er alle dagtilbud organiseret i klynger, og hver klynge har en forældrebestyrelse. Forældrebestyrelsen fastsætter principper for klyngens arbejde og for samarbejdet mellem institutionen og hjemmet. Forældrebestyrelsen består af forældrerepræsentanter fra alle enheder i klyngen, personalerepræsentanter og klyngelederen.
Forældrerepræsentanten bliver valgt blandt medlemmerne i institutionens forældreråd. Forældrebestyrelsen holder møder seks gange om året.
Du kan læse mere om, hvordan du som forældre kan få indflydelse på dit barns hverdag her.